BOLIGOVERSKUD OG BYFORTÆTNING?

BOLIGOVERSKUD OG BYFORTÆTNING?

Langsomt har vi sluppet en rimelig sommer, samt de sidste coronarestriktioner, og kan se frem til et forhåbentligt roligt efterår under mere normale omstændigheder. På det sidste har bølgerne dog gået højt i pressen om det betimelige i fortsat vækst i befolkningstal og boligbyggeri. ”Grænsen er nået” hører man fra flere af byens førende arkitekter og byplanlæggere.

Fortætning har i mange år været udgangspunktet for byplanlægningen i Aarhus Kommune. Øget tæthed og højere byggeri har været rationalet for en mere bæredygtig by, det vil sige flere mennesker, flere boliger, mere erhverv komprimeret i den eksisterende by fremfor en vækst på åbent land i byens udkant. Byen bliver mere bæredygtig, når flere mennesker er samlet samme sted i mere klimavenligt byggeri. Desværre sker det ofte på bekostning af grønne udearealer og mere individuel trafik. I øjeblikket vokser byen om året med 4 – 5.000 nye indbyggere, hvilket skaber et behov for ca. 2.000 nye boliger årligt.

Problemet er, at byen virker som en magnet på mennesker og erhverv, så tilgangen er svær at stoppe. Her er et væld af uddannelsespladser, som tiltrækker unge mennesker, og er de først uddannet, vil de ikke væk igen. I øjeblikket er vi omtrent 350.000 indbyggere, men ifølge kommunens prognoser vil der være ca. 400.000 i år 2030. Det er med til at presse priserne på såvel ejer- som lejeboliger i vejret.

”Der er ikke andet at gøre end at bygge løs”, udtaler byens borgmester Jacob Bundsgaard til Lokalavisen, ” hvis man vil de skyhøje boligpriser til livs”. Det er så her uenigheden opstår mellem byens borgere og politikerne. Bør byen vælge en strategi, som kan bremse væksten i befolkningstallet. Det er svært at se hvordan. Den demografiske udvikling har som regel sine egne veje.”

Men selv om byen vokser, oplever mange udlejere alligevel for tiden problemer med udlejningen. I 2020 blev der bygget 4.000 nye boliger, og det kan pt mærkes. Markedet er simpelthen mættet med boliger, så mange lejligheder står tomme. Vi kan håbe, det er et midlertidigt fænomen, men prognoserne siger, der kommer rigtig mange nye boliger i de kommende år. Så vi må desværre opleve en del tomgang, i årene der kommer!

Vender vi blikket mod egne rækker, kan vi meddele, at Udlejerforeningens kursusaktiviteter, efter måneders nedlukning, igen kører for fuld skrue. Mange nye ting er sket på lovgivningsområdet , og det er der et stort behov for at få viden om eller genopfrisket.

Endelig skal jeg gøre opmærksom på vor – meget forsinkede – Generalforsamling, som afholdes den 4. november på Aros Kunstmuseum. For deltagere er der gratis adgang til Kunstmuseet forinden samt Regnbuen på toppen. Vi slutter af med en middag i den spektakulære restaurant på 8. sal med underholdning af det kendte ensemble ”Givensang”.

Vi ser frem til at mødes!

Lars H. Rasmussen
Formand